At tyde på Karen Marias skriblerier om seneste Frokost for Kvinder, havde deltagerne i onsdags en oplevelse ud over det sædvanlige - med et øjenåbnende indblik i livet på velfærdssamfundets skyggesider ...

Så fik 42 kvinder noget at tænke over!

Foredragsholderen ved denne måneds Frokost for Kvinder var Kirsten Stage fra Mødrehjælpens lokalforening i Esbjerg, der fortalte om deres projekt med Den Rullende Kagemand, men også om mange af de andre tiltag de har for at hjælpe sårbare familier i Esbjerg Kommune.

Den Rullende Kagemand der er et projekt for børn fra 3-14 år er i 2017 alene i Esbjerg Kommune rullet ud til 121 familier, der så har kunnet holde en god fødselsdag med kagemand, saftevand, bordpynt, balloner og flag, eller måske for de ældste med pizza - så dog kun for 10 personer.
Desuden får barnet en gave. Det kan være hjemme eller i børnehaven, og mange har aldrig prøvet at holde fødselsdag før.
Overskuddet fra butikken i Kongensgade, bruges f.eks. til at invitere nogle børn i Legoland - det er vigtigt at børn bliver set, og disse børn har ikke noget netværk.

Men der er behov for ufatteligt mange andre ting som mødrehjælpen også prøver at hjælpe med.
Babypakker til vordende mødre, Konfirmationshjælp med brugt konfirmationstøj, Måltidsgrupper, hvor frivillige laver mad sammen med brugere og deres børn - mange ved ikke hvordan man laver almindelig daglig mad.
Og mange mange andre ting. Alle medarbejdere er ulønnede frivillige, og alt financieres via fonde, eller donationer fra gode mennesker.

Det berørte os alle dybt, så opfordret af en af deltagerne lod vi en skål gå rundt, og der blev samlet et pænt beløb ind, som Kirsten Stage kunne tage med tilbage.
Ikke mange af os havde forestillet sig, at der var så stort et behov i Velfærdsdanmark. Mange tror måske, at folk får i pose og sæk, og at de bare må tage sig sammen, men når de er kommet så langt ud i tovene, er det jo netop det, de ikke kan.
Og det er altid børnene, det går værst ud over.

Tusinde tak til Kirsten Stage for indlægget.

Næste Frokost for Kvinder er torsdag, den 24. maj.
Programmet er sommerudflugten til Blåvand, med en guidet rundvisning på Tirpitz-museet og sæsonafslutningshygge på Kursuscenter Ho Bugt - der er allerede nu mulighed for bindende tilmelding via hjemmesiden.

FfK 01 web

FfK 02 web

FfK 03 web

FfK 04 web

FfK 05 web

FfK 06 web

lagt op 20140413